Nu har jeg redet på min Kona Unit, en single speed, fully rigid 29er med stel af stål, et par gange med drengene fra MtB Disco mfl. Det har været den perfekte cykel til min singletrack oplæring og den vokser med mine evner.
Jeg er blevet mødt med mange forskellige reaktioner af folk der har set mig på den. Faktisk er jeg blevet overrasket over hvor meget opmærksomhed den har fået. Da jeg købte den troede jeg at den slags cykler var mere almindelige. Men folk har stået med åbne mund og polypper, manglet ord og ganske enkelt ikke troet at man kunne køre den i skoven. “Hvordan kommer du op ad bakkerne” er jeg blevet spurgt. (Måske lidt samme reaktion som cyclocross-folkene får når de møder op med deres racer i skoven.) Andre har syntes den var fed og har været meget interesseret og entusiastisk. Jeg tror den kan inspirere lidt. Less is more. Det behøver ikke være flagskibsmodellen i vinduet hos Bikebuster, men carbon-ramme, 21 gear og en pris på over 2ok.
Jeg købte en Kona Unit fordi den var let at bygge ud med gear og en forgaffel med affjedring, i tilfælde det skulle vise sig at være et forkert køb. Nede hos Benben var der ingen tvivl: en gearing på 32t/18t er rigeligt til de danske skove og 29″ hjul mindsker behovet for affjedring. Jeg synes de har ret. Man kan køre hurtigt på den. Især på singletrack. (Men man padler dog en del rundt for at følge med på de store grusstier.) Jeg er ved at have rigtig godt styr på clipless pedaler. Det føles ret naturligt nu. Hvis jeg sætter igang på en nedstigning, når jeg nu at sidde fast i pedalerne inden cyklen begynder at bumpe og jeg biver smidt af. Nogle gange opdager jeg faktisk slet ikke at de klikker ind. Sådan er cyklen i sin helhed: Man tænker ikke rigtig over teknikken; at skifte gear, justere affjedring eller andet godt. Man tænker kun på sporet, balancen og farten.
Clipless pedaler er det eneste ændring jeg anbefaler til cyklen som den ellers er bestykket fra Kona. Bremserne, som er old-school kabel-bremser og ikke hydraulik som ellers er standard nu, er super fine: Avid BB7 med 180mm bremseskiver og Avid FR-5 greb. De virker bare; de skriger… men de virker. Dækkene fra Maxxis liver gevaldigt op når de kommer på skovbund. Fælgene fra WTB og alle de andre dele har virket upåklageligt indtil videre. Kun sadlen fra WTB viste sig at være et svagt led. Allerede på min anden tur fik jeg vredet den skæv under et styrt. Det var ret ærgerligt. Den var let og umiddelbart ret god at køre med. Den blev derefter skiftet ud med en mere robust saddel med bøjler af stål som indtil videre ikke er gået i stykker. Så jeg synes cyklen er utrolig let i vedligeholdelse – hvilket også er påkrævet hvis man har ambition om at køre ca. en gang om ugen uden at det bliver fast arbejde at holde den funktionel.
De 29″ hjul kan være lidt svært at smide rundt på de små snævre afsnit af sporet. Det kræver tilvænning og en del krængning af både cykel og krop at komme igennem smalle chikaner af træer. Faktisk var jeg i starten i kort overvejelse at sætte et smallere styr på. Som standard kommer den med 710mm. Jeg tænkte at måske ~600mm ville være lettere at håndtere. Men efter mere træning er jeg blevet ret glad for det brede styr. Jeg er ikke helt stabil med det endnu – jeg bliver stadig bedre, men opad bakkerne er kontravægten som styret giver uvurderlig. Det gør det simpelthen meget lettere at træde hårdt i pedalerne. Og man kommer til at træde hårdt i ny og næ. Generelt kommer man til at stå mere i pedalerne på en cykel som denne. Der er ikke plads til at tage en stigning siddende ned og bare hjule rundt. Tricket er at holde farten og give den gas opad – gerne stående. Men man kommer 100% til at stige af cyklen en gang imellem og trække. Det er helt OK (red: siger debutanten).
Det er heldigvis noget jeg er blevet mere bevidst om nu: at gøre resten af gruppen opmærksom på at jeg har brug for farten til at komme op. Jeg kan ikke tillade mig at geare ned, miste momentum inden stigningen og tage stigningen i et langstrakt træk. Det skal sige at det ikke er et issue med MtB Disco drengene: De er alligevel langt foran mig. Men hvis jeg kører med nogle Bikebuster-drenge, med deres 21 gear og CSC-sponsoreret heldragt, kan jeg ikke ligge bagved og vente på at de kommer ned på den lille klinge og starter med at hjule 🙂 Så der må jeg lave aftaler om at lade mig køre først eller gøre plads til at passere. Så skal jeg til gengæld nok gøre plads til at passere halvvejs oppe når jeg er stået af 😉
Jeg har hørt at det nye sort er downhill dæk. De stivere i siderne og giver derfor bedre affjedring. Det tror jeg jeg skal prøve – men kun for forandringens skyld. Der er nemlig ikke noget der skal ændres lige pt. Det er fedt at kunne vokse med sin cykel og det er fedt at være ude i skoven!
Daniel Kokott
Jakob Thunbo
martinweyenhvass
muggep
nimarten
wondermichael
MtB Disco 